2026 magasin paperturn - Flipbook - Page 39
artikel
39
PA U S E
Ahhh...
Vi længes efter den, taler om den, planlægger den.
Men hvad er en pause egentlig? Og hvorfor føles den så rigtig,
når vi tager den midt i naturen?
Når stilheden bliver et valg
En pause handler ikke nødvendigvis om at gøre ingenting.
Den handler lige så meget om at give slip på kravet om,
at alt skal føre til noget. Pausen kan være helt stille med
en kop kaffe og Danmarks smukkeste magasin i hånden.
Eller aktiv med en gåtur, en svømmetur i søen, en cykeltur
i skoven. Pausen er et rum, hvor tiden får lov at gå. Hvor
kroppen forbinder sig til tankerne. Hvor du bare er.
Forskningen ordinerer pauser
Hvornår har du sidst holdt rigtigt fri? Ikke liiige arbejdet
fra toget, svaret mails fra sofaen eller fulgt med i verden,
mens du spiser morgenmad? Det er nemt hele tiden at
være tilgængelig. Og måske også forventet.
Men dit nervesystem er bygget til skift mellem aktivitet
og hvile. Dit system kræver pauser for at balancere dit
stressniveau og styrke dit fokus. Forskning viser, at blot
20 minutter i naturen kan sænke blodtryk og stresshormoner markant. Det kræver ikke meditation eller særlige
øvelser – bare at du er nærværende. Naturen får dig til at
trække vejret dybere og give slip på de små spændinger.
Naturmedicin
Når vi går ud under trækronerne eller den åbne himmel,
sker der noget i kroppen, som både kan måles og mærkes.
Psykologer taler om den form for koncentration, der ikke
kræver noget af dig: Når du ser solen spejle sig i vandet,
indsnuser duften af våde blade eller lytter til fuglene i
skoven, får hjernen ro. Måske kender du dét, at du får de
bedste idéer, mens du går en tur, cykler eller bare kigger
ud i luften? Udfordringen er så at huske idéen, til du
kommer hjem igen…
Gør noget unyttigt
”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der
ikke er behov for, noget unyttigt!”, sagde Dronning
Margrethe II i sin nytårstale i 2017. I en verden, hvor
effektivitet er en dyd, kan det, der ikke fører til noget,
være det mest værdifulde, det mest nødvendige.
Psykologiprofessor Svend Brinkmann kalder pausen
en modstandshandling: et lille oprør mod den kultur,
der hylder effektivitet og konstant præstation.
Jo mere, du øver dig i dit eget oprør, jo bedre bliver du
til at høste alle fordelene ved din pause: At sidde på en
bænk og se solen gå ned, at samle sten med et barn, at
tage en omvej gennem skoven. Blive lidt længere, end du
plejer. Når du tillader dig selv at gøre noget unyttigt, kan
du næsten fysisk mærke, hvordan relationerne, nærværet
og glæden vokser. Pausen handler ikke om at trække dig
væk, men om at træde ud i hverdagen med et klarere blik
og roligere sind.
En øvelse i langsomhed
I Skanderborg-området ligger naturen som en levende
invitation til alt det, der giver overskud: Søerne, bakkerne
og skovene indbyder til pauser i alle størrelser – fra de
helt små øjeblikke til de lange dage.
Du kan tage morgenkaffen udenfor, mens disen letter
over vandet. Lade de snoede veje føre dig på cyklen mod
Ejer Bavnehøj og standse på toppen, hvor landskabet åbner
sig. Eller finde en stille plet i Dyrehaven, hvor bladene
rasler. Udfordringen er hermed givet videre: Bare vær!