2026 magasin paperturn - Flipbook - Page 21
kulturen kalder
Sommer til søs
Intet siger sommer som en sejltur på
søerne. Det traditionsrige Hjejleselskab sejler fra Ry Havn med turbåden
Turisten – hop ombord og sejl mod
Himmelbjerget. Turen byder på klassisk
Søhøjlandsstemning med udsigt til
både isfugle og fiskehejrer. I kan også
leje kano hos Ry Kano eller elbåd ved
Ry Riverboats.
Når solen står højt, er det tid til et dyp:
Knudsø er en af landets reneste søer,
og både Sønder Ege Strand og Knudhule Strand er perfekte til børnefamilier
med lavt vand og badebro.
SOMMER RIMER PÅ
LOPPER
Tag et smut forbi Smukt Marked, som er et af
Danmarks hyggeligste og smukkest beliggende
loppemarkeder. Her kan I fylde favnen med unikke
loppefund, genbrugsguld og antikviteter. Når
jagten gør jer sultne, venter både pølsevognen
og cafeen hos Kvickly med forfriskninger.
Smagfulde Ry
Tag en pause og nyd byens kulinariske fristelser.
Sluk tørsten med vin, kaffe eller kolde drikke hos
vin- og kaffebaren La Vinya, der også arrangerer
Social Runs, fælles cykel- og gravelture og livemusik.
Når sulten melder sig, kan I nyde kreative, sæsonbaserede retter hos Restaurant Ry’tteriet, slappe
af med frokost og drinks på Birksø GastroBar eller
gå all in på gourmetoplevelsen hos Gastronomisk
Institut ved Knudhule Badehotel.
21