2026 magasin paperturn - Flipbook - Page 2
2
velkommen
VELKOMMEN
TIL DANMARKS
SMUKKESTE
Ahhhh … Der er noget særligt ved at holde
pause her midt i Søhøjlandet. Hvor bakker, søer,
skove og Gudenå giver plads til både store
oplevelser og små øjeblikke. Hvor naturen er
storslået og sanselig – men også jordnær, rolig
og lige til at gå ind i.
I Danmarks Smukkeste finder I kontrasterne side
om side: Udsigter fra Himmelbjerget og Ejer
Bavnehøj, hvor landskabet åbner sig, og stille
stier langs søer og åer, hvor tankerne kan falde
til ro. Her er plads til både vandring, cykelture
og pauser på en bænk i solen. Til fællessang i
bøgeskoven, musik på havnen og intime
koncerter i gamle bygninger med ny energi.
Danmarks Smukkeste dækker området omkring
Skanderborg, Ry, Galten og Hørning – og alle
de skønne steder derimellem. Når I vandrer ad
Gudenåstien, sejler på søerne, cykler gennem
bakkerne eller nyder byliv, kultur og gastronomi,
er I midt i et landskab, der indbyder til både
oplevelser og eftertænksomhed.
I dette magasin har vi samlet inspiration til alt
det, I ikke må gå glip af i 2026. Til dig, der søger
naturens ro. Til dig, der vil være aktiv og mærke
pulsen. Og til dig, der finder glæde i kunst, kultur,
musik og fællesskab.
Find tips til lokale markeder, koncerter og festivaler. Eller ideer til vandreture, de bedste ruter
på cykel og oplevelser på vandet med turbåde,
på SUP eller i kano.
I er velkomne i Skanderborg-området, som vi
gerne vil dele med jer. Her er I ikke bare turister;
I er vores gæster.
Hanne Baastrup
Turismeansvarlig i Danmarks Smukkeste
Ansvarshavende udgiver
Skanderborg Kommune
Danmarks Smukkeste
Skribenter
Danmarks Smukkeste
mouret
Redaktion
Danmarks Smukkeste
mouret
Foto
Per Bille, Jeanette Philipsen,
Casper Sørensen/Smukfest
& Dennis Lundby.
Tak til samarbejdspartnere
for billeder.
Design
mouret